EN DK

Af Helene Aagaard

Kom ind i musikmørket og mærk loftet lette og gulvet sitre på TRAIN, når SPOT Festival sætter det rå spotlight på metalmusikken.

Med SPOT Metal er der garanti for tunge rytmer, djævelsk gode guitarsoloer og power på trommerne. Alt i alt en kæmpe energiudladning, når talentfulde og spirende danske metalbands erobrer TRAINs scene under SPOT Festival.

Målet er at give en platform og mikrofon til et udsnit af metaltalenter, som er godt på vej til at bryde gennem lydmuren, og hvis musik kommer til at være grundstof for genren i mange år fremover.
Og navnene til årets SPOT Metal-lineup er netop ved at falde helt på plads.

Der er hermed dømt stor lyd og fri luftguitar, når SPOT Metal folder sig ud på TRAIN fredag den 5. maj 2023. Med SPOT-armbånd er der gratis entré. Separat billet kan købes for 50,- DKK + gebyr.

SPOT Metal præsenteres af SPOT Festival i samarbejde med MXD – Music Export Denmark & TRAIN.