EN DK

Mission completed! Vi lagde ud med vinden i håret og sluttede af med solen i ryggen på en lørdag, hvor alle scener blev spændt til bristepunktet af et lytte- og festklart publikum.

Et fantastisk line up af nye toner, håb og energi, sat sammen af SPOTs fremsynede kuratorgrupper og dygtige bookere, holdt liv i en evig strøm af glade publikummer, der ånden tro venligt og tålmodigt accepterede de små bump på vejen, som vores ommøblering af koncertscenerne medførte.

SPOT 2023 cementerede sig selv som “håbets festival”, som en spansk koncertarrangør tilfreds meddelte, da han gik hjem på hotellet. “Håbets festival”? Den tager vi til os med glæde, for det er et passende udtryk for den spilleglæde, som det store forskelligartede opbud af talenter udviser.

En kæmpe tak til SPOTs erfarne og kompetente medarbejdere og vores dedikerede frivillige, der planlægger og realiserer festivalen. Og uden de nære partnerskaber med Aarhus Volume, Musikhuset, Godsbanen, byens regionale spillesteder i form af Voxhall, Train, Radar, turkis  og mange flere af byens arrangører som Institut for X, HeadQuarters, Folkestedet, Salling Rooftop og sidst – men ikke mindst – SPOTs nye samarbejdspartner, Arkitektskolen, ville SPOT ikke være den samlende koncertbegivenhed for musikken og publikum, som tilfældet er.

Et stort branche-fremmøde var med til at understrege værdien af SPOTs platform for vidensdeling og faglig networking, som SPOT+ har udviklet sig til i samarbejde med Promus. Tak til alle delegerede.

Tak til bestyrelsen for støtte og sparring. Tak til vores hovedsponsor, Tuborg Bryggerierne, tak til organisationer, stat og kommune for vedholdende tillid til SPOTs arbejde for musikken.

Mission completed – også for mig. Fra start til slut et privilegium at stå i spidsen for SPOT som et fællesskab, der nok er kommet for at blive.

En ekstra stor tak til alle mine nærmeste kolleger og medarbejdere for sammenhold, flid, humør, omhyggelighed og fælles respekt for musikken. Det er et privilegium at arbejde sammen med jer. Nous sommes SPOT.

Gunnar K. Madsen

Photo: Jan Frost