EN DK

Vi kender efterhånden alle det danske musikforløb KarriereKanonen, der siden starten af 00’erne har været med til at finde talenter rundt omkring i det danske musiklandskab. Præmissen med et sted, hvor alle gratis og frit kan uploade deres musik, og lade andre musiknørder lytte det igennem, er efterhånden ikke en nyhed – heller ikke i vores søsterland Norge, hvor pendanten NRK P3 Urørt lægger platform til de norske, uetablerede musikere og bands indspilninger.

Pilotprojekt kommer til Aarhus

Hvert år finder NRK P3 ‘Årets Urørt’-artist, der kåres ved en finale i september. Vinderen findes blandt tre af årets ‘Månedens Urørt’, og kan i sidste ende gå hjem med en god portion opmærksomhed fra den norske musikbranche, en optræden til NRK P3’s prisuddeling ‘P3 Gull’, og en showcaseoptræden på en festival i udlandet – og i år er det SPOT Festival her i Aarhus, der lægger scene til vinderen af ‘Årets Urørt 2022’.

NRK P3 Urørts besøg i Smilets By er et nyt pilotprojekt, der har det formål at få dem tættere på den danske musikbranche, der for alvor samles under SPOT. Det handler om at udveksle den gode musik, de talentfulde kunstnere og flere spændende ideer til fremtidige samarbejder.

”Dette pilotprojekt med SPOT Festival kunne være starten på at binde den norske og danske musikscene endnu tættere sammen. Ligesom DR’s KarriereKanonen er Urørt i landsradioens regi, og i Norge er vi den vigtigste platform for ny, norsk musik. Naturligvis skal der være steder, hvor man kan udforske hinandens musikscener, og derfor er vi meget glade for at kunne bringe ‘Årets Urørt 2022’-vinder til Aarhus i maj,” fortæller Jon Vu-Yen Nguyen, der er projektleder på NRK P3 Urørt.

Michelle Ullestad indtager scenen

Den norske artist, som SPOTs altid nysgerrige publikum kan glæde sig til at opleve, er Michelle Ullestad. På mange måder stadig et ubeskrevet blad og en spændende nykommer på den norske popscene, men samtidig har Ullestad siden siden 2019 imponeret med hendes usædvanligt ærlige fortolkninger og beskrivelser af de mange udfordringer, som livet kan kaste efter os. Det er fængende popmelodier elegant vævet sammen med formidling af svære og til tider smertefulde tanker, hvilket indrammes på fineste vis af titlen på hendes debut-EP ‘Det var lidt mørkt der en periode eller noe’.

Mere end 10.000 sange fra unge, lovende norske kunstnere uploades hvert år til Urørt-platformen, og Michelle Ullestad er et lysende eksempel på, at der er internationalt potentiale at finde mellem de mange håbefulde acts og band, der tager chancen. Og vi glæder os til at se, hvad samarbejdet mellem NRK P3 Urørt og SPOT bringer for fremtiden.