How to SPOT

Tips og tricks til at få mest muligt ud af SPOT – både på scenen og i netværket

SPOT er en showcasefestival i Aarhus, der siden 1994 har været platform for den danske vækstlagsscene. Mere end 1200 branchefolk besøger hvert år festivalen, og 8000 tusind musikbegejstrede gæster sørger for den gode stemning foran scenerne. Det er altså det ideelle sted at fange opmærksomheden fra dem, der skal lytte til din musik – uanset om du vil have fat i et potentielt publikum, mulige samarbejdspartnere eller relevante branchefolk.

Men hvordan får man som musiker mest ud af at være på SPOT, uanset om man står på scenen, eller blot er på festivalen for at netværke? Det er noget af det, vi sammen med et udvalgt panel, vil være med til at besvare til How To SPOT

Vi har samlet et stærkt hold af kyndige personer fra branchen, som hver især har en masse erfaring, de gerne vil dele ud af. Forvent tips og tricks til SPOT, best practice til at møde branchen, og naturligvis muligheden for at få svar på alle jeres spørgsmål. ‘How To SPOT’ er også en anledning til at blive godt klædt på til at ansøge til SPOT 2026, der holder åben ansøgningsrunde for debutanter fra 1. oktober til 31. oktober. 

 

✶ Panelister til How To SPOT ✶

I panelet til ‘How to SPOT’ vil I møde Bine Kronvold Asmussen (Agent hos Kin), Rikke Andersen (Direktør for SPOT), Johannes Dybkjær Andersson (&Amplify), der er med alle tre sessioner. I København 7. oktober vil Albert Helmig (Booker hos SPOT) og Gregers Møller Jensen (PATINA og &Amplify) være med til at svare på jeres spørgsmål, mens vi i Aarhus og online d. 8. oktober får besøg af Katrine Friis Sønderby (Booker hos SPOT) og Mads Skov Hansen (PATINA og &Amplify).

Kort sagt vil vi sørge for, at du er så forberedt som muligt til at indtage SPOT Festival med din musik på en måde, der både er rigtigt for dig, og som giver gode resultater på den lange bane. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne – tilmelding sker ved at trykke ‘Deltager’ på det relevante Facebookevent i de forskellige links herunder:

 

How To SPOT er lavet med støtte fra Tuborgfondet og i samarbejde med &Amplify, DMF og Autor