EN DK

Vi har som altid samlet et stærkt hold af musikkyndige konferenciers, der er klar til at lede jer igennem koncerterne på diverse SPOT-scener. Læs lidt mere om, hvem I kommer til at møde rundt på scenerne her: 

Vibeke Falden
Den 46-årige sanger/producer Vibeke Falden er konferencier på Lille Scene. På sit nye projekt ‘Perfekt Mor & Andre Illusioner’ serverer hun humoristisk og jordnær hverdagsprosa om tøjvask, morfester og “lykkelige” skilsmisser. Vibeke Falden er medskaber af MODlyd; et aalborgensisk musikproduktionsfællesskab for kvinder, nonbinære og kønsminoriteter. Hun er producer og artist i det nordatlantiske musikkollektiv GFD Collective, der i 2021 var på turné i Grønland. 

Jesper Nyborg
Jesper Nyborg er radiovært og musikjournalist. Han laver programmet ‘Nyborg Station’ på DR – og har startet sit eget alternative radioprogram på Fikumdik i Aarhus. Derudover arrangerer han HusKoncerter hjemme i sin egen stue, og når han ikke er til koncert, står han med hovedet nede i en pladekasse for at finde mere vinyl til samlingen. Desuden arbejder han også for NorthSide, Tønder Festival, Jelling Musikfestival, Stories og Nashville Nights

Katrine Sandvad Johannsen
Katrine er klassisk sanger og studerer på Syddansk Musikkonservatorium. Herudover sidder hun i hovedbestyrelsen i Dansk Musiker Forbund, og arbejder for – og er optaget af et bæredygtigt musikmiljø i den bredeste forstand. Sidste år var Katrines første gang som konferencier på SPOT, og nu kan hun ikke holde sig væk! 

Jonas Rendbo
Efter mere end 30 år i musikbranchen, har Jonas et CV, der kan imponere de fleste. Han er udråbt som “The Godfather of Scandinavian Soul” af internationale medier, og har blandet sig med nogle af neo-soul scenens største navne, som John Legend, Omar, Joss Stone, Lynden David Hall og Bilal. Han har turneret med sin musik i det meste af verden, og vandt i 2016 priserne for ‘Årets Kunstner’ og ‘Bedste Video’ ved Scandinavian Soul Music Awards. Jonas driver desuden pladeselskabet Jonas Music, hvor han ud over sin egen musik, også udgiver nogle af de kunstnere han arbejder med som sangskriver og producer. 

Mark Schedler
Sanger, skuespiller og SPOT konferencier for 16. gang. Mark har arbejdet i underholdningsbranchen siden 1999 og har lavet tv, film, musical, radio og reklamer. Det der fylder mest er dog musik. Mark er frontmand i eget Rock’n Roll band Memphis Boulevard og sanger i show orkestret The Tarantino Twist Show. På SPOT scenen må han overlade sang og musik til de bands, han skal præsentere på den nye scene, Arkitekten. 

Mads Mazanti
Mads Mazant er musiker og arbejder som projektleder med netværk, events og brobygning i kulturverdenen. Som projektleder har han i en årrække arbejdet med rådgivning, projektskabelse og kommunikation i Dansk Musiker Forbund. I øjeblikket er han ansat til at understøtte kulturfællesskaber og lave kulturarrangementer i Solrød Kommune. Som bassist har Mads Mazanti primært været en del af orkestrene Funky Nashville og Turnip Greens, men har gennem tiden også spillet live-jobs og indspillet med mange andre løse og faste konstellationer. Han har i mere end 15 år haft fornøjelsen af at være konferencier på SPOT, som ifølge Mads, er en festival for alle med et hjerte, der banker for dansk og nordisk musik.

Marcus Delfer
Marcus “Muldvarpen” Delfer er en kunstnerisk lejesoldat med solid jordforbindelse og bærer af et udslagsgivende energi-barometer. Han har spillet koncerter fra Skagen til Rødbyhavn, været eftermiddags-anker på Radio Nordjyske, produceret en prisvindende musikvideo og arbejdet med forskellige biograffilm og TV-serier. Han er fast tilknyttet konferencier hos Skråen, Aalborg og ser frem til at sætte en solid stemning om lørdagen på Radar 2023

Piet Breinholm
Piet Breinholm var i perioden 2010 til 2018 bestyrelsesforperson for SPOT Festival. Derudover har han været trommeslager og har bl.a. spillet med 18th Dye, Nikolaj Nørlund/Rhonda Harris og Sune Rose Wagner (solo). Piet Breinholm er tidligere leder af spillestedet Alice i København og bestyrelsesmedlem af Dansk Live (2019-2021). Diplom i Music Management og Master of Business Administration (MBA Executive) fra Middlesex University, London. Nu ansat som Entertainment Leader hos DFDS.  

Isa Kowalski Samuelsen
Isa Samuelsen er tidligere kulturjournalist og radiovært fra Aarhus, med stor interesse for ny, dansk musik. Hun vil guide SPOT gæsterne sikkert igennem artisterne på ACC scenen, der er opdaget via SPOT på Midten-projektet.  

Jesper Nordahl
Jesper Nordahl har i en lang årrække arbejdet med Live musikken i Danmark. Han udviklede spillestederne Amager Bio og BETA på Amager. Det musik og kulturpolitiske har altid fyldt meget bl.a. med et liv som tidligere formand for spillesteder dk og Dansk Live, Live DMA, samt som bestyrelsesmedlem hos både ROSA og SPOT. Jesper Nordahl elsker SPOT og er der hvert eneste år.