SPOT 2021: datoen er på plads – nu gælder det billetten

Foto: Anita Eldjarn

Vi har ventet i spænding, men nu er dagen oprunden, hvor vi endelig kan åbne for billetsalget til SPOT 2021

For os bag festivalen har SPOT på mange måder altid været en stor festival i små miljøer, og det har derfor været vigtig for os at sikre et format, der både overholder regeringens restriktioner på risikoniveau 4, og som samtidig er tro mod det, som SPOT kan og skal. Det er derfor med positive forventninger og små sommerfugle i maven, at vi åbner for årets billetsalg – vi har nemlig et SPOT 2021 i støbeskeen, som vi tror på, og som kan være med til at stille festival- og musikabstinenserne på en solid og fantastisk måde.

Det har været kernen i vores arbejde de seneste mange måneder, at SPOT 2021 bliver afholdt i sikre rammer, så det bliver en god oplevelse for musikere, branche og ikke mindst for jer, vores kære publikummer. Derfor har vi smidt alle boldene op i luften, og tænkt gode, konstruktive tanker, der har dannet grundlaget for, at SPOT 2021 bliver en unik og god musikoplevelse. 

Vi har store forventninger til den kommende sommer – og vi glæder os så meget til at byde jer velkommen til SPOT 2021 den 17. – 19. juni. 

KØB DIN BILLET HER

Alle der har krav på en billet, enten på grund af overførte billetter fra SPOT 2020 eller i forbindelse med konkurrencer, vil få tilsendt deres billet i løbet af de næste par uger.