SPOT blev effektiv affyringsrampe for FRUM

Færøske FRUM har virkelig fået flot international opmærksomhed oven på SPOT: Bookingaftale på plads og tre jobs på årets Reeperbahn Festival, hvor hun onsdag tilmed er blevet nomineret til Anchor-prisen.

FRUMs koncert på årets SPOT har vist sig at være et rigtigt vigtigt afsæt for Jenný Augustudóttir Kragesteens videre internationale ambitioner. Inden SPOT stod den færøske newcomer på bar bund i forhold til internationale partnere, men efter hendes koncert har interessen været mærkbar – på flere fronter.

Koncerten på SPOT har resulteret i henvendelser både fra booking- og label-side. Mens der stadig forhandles på label-fronten, indgik hendes management, SPOT-samarbejdspartneren FACTORY92 forleden aftale med bookingbureauet Emerged Agency (Steve Aoki, A Tribe Called Quest, Martin Jensen og mange andre hiphop/electronica acts) omkring det tyske-østrigske-schweiziske marked – efter tilbud fra flere sider.

FRUM blev også hurtigt booket til Reeperbahn Festivalen i Hamburg, der forgår i slutningen af september.

Hun blev derudover booket til RBB Radio Eins sommer-festival, ”RADIOEINS LIVE AUS DEM PARK”, i Berlin 29. august, der også sendes live på radioen for et sekscifret antal lyttere (RBB Radio Eins er Berlins P3/P6).

Og som en yderligere krone på værket blev FRUM i går nomineret til Reeperbahns prestigefyldte ”Anchor Award”. Som en af blot otte kandidater! Vinderen offentliggøres ved en ceremoni 22. september – transmitteret af tysk MTV og sikker på stor medieopmærksomhed.

Juryen, der skal bestemme udfaldet, har i øvrigt David Bowie-producer Tony Visconti som leder, og består bl.a. også af 4 Non Blondes-sanger Linda Perry og Sky Edwards fra Morcheeba. Nomineringen medfører desuden et ekstra show 19. september, og betyder at FRUM får i alt fire optrædener under denne væsentlige tyske branchefestival.

Forårs-udspil
Al den succes er i øvrigt kommet inden et officielt udspil er på gaden. En decideret debut-udgivelse venter til foråret, men FRUM har allerede haft succes på diverse Spotify-playlister og har været på H&M’s instore-playliste med sangen ”Beat”.

Som en ekstra SPOT-kuriøsitet skal det nævnes, at FRUM målrettet drog til Aarhus inden festivalen: Her sammensatte hun det hold af konservatorie-musikere, som spillede med hende på SPOT. Og som også udgør hendes liveband i dag.

Selv siger Jenný Augustudóttir Kragesteen om det hele: – SPOT og ROSA har virkeligt været gode til at støtte op omkring mig siden starten af min karriere. Días Nórdicos i Spanien var med til at give mig vigtig international erfaring, og showcase- rammerne til SPOT i år var helt perfekte. Mit management var virkeligt begejstrede for hvor mange ting, vi fik på plads efter den koncert…. og så er det jo ret sjovt at mit live band blev fundet i Aarhus pga. SPOT. Jeg håber, at vi kommer tilbage til SPOT igen. Snart.”