SPOT Royal er navnet på en række koncerter, der henover sommeren præsenteres fra den nye SPOT-scene ved Immervad – overfor Den spanske Trappe.

Aarhus er før som nu musikkens by.

Store talenter og respekterede kunstnere har udviklet sig fra byens musiske miljøer og spillesteder. Større og mindre udendørs musikfestivaler præger det lokale musiklandkort fra maj til september. Alle musikkens genrer og stilarter har et dedikeret publikum i byen – elektronisk, klassisk, jazz, rock og pop.

SPOT Royal giver nu borgere, byens gæster og turister en koncertscene, hvor de kan opleve spændende nyere musik fra ikke blot Aarhus, men hele landet på fastlagte lørdage i løbet af sommeren.

Kommunen har givet tilladelse til 10 koncert-lørdage i perioden mellem 27. maj og 19. august.

Scenen er delvist placeret i åen, delvist på land og kan håndtere både et stort – og et mindre publikum. Denne spektakulære løsning er kommet i stand gennem et målrettet samarbejde mellem SPOT, Aarhus Event/Aarhus Kommune og Aarhus Festuge.

Programmet afspejler SPOTs egen musikprofil, hvor der er fokus på de største danske talenter – men det har også været vigtigt at præsentere de dygtigste lokale talenter og artister.

”En moderne storby tør godt skilte med sit unge musikliv. Jeg tror, at byens borgere og sommerturister vil komme til at sætte pris på dette lille musikalske åndehul. Det vil understøtte den afslappede atmosfære byen i forvejen er kendt for og vil sætte en varm streg under Aarhus’ image som byen, hvor musikken er i centrum”, udtaler Gunnar K. Madsen fra SPOT.

Foto: Allan Høgholm

Det fulde program – alle koncerter er i tidsrummet kl. 14-16:

27. maj
Soleima og Soon

3. juni.
Peppermint B og The Vice

17. juni – præsenteres i samarbejder med Aarhus Volume
Bogfinkevej og Monti

24. juni
The Attic Sleepers og Martin Baltser

1. juli
Kajsa Vala og Gurli Octavia

8. juli
Wangel og Alexander Oscar

29. juli – præsenteres i samarbejde med Headquarters
HQ Club afternoon, Headquarters resident DJ’s.

5. aug.
Rasmus Matthiesen og R.Noor.

12. aug.
Kentaur og Nicklas Sahl

19. aug.
Tårn og Sundays