SPOT 2021: datoen er på plads – nu gælder det billetten

Foto: Anita Eldjarn

Vi har ventet i spænding, men nu er dagen oprunden, hvor vi endelig kan åbne for billetsalget til SPOT 2021

For os bag festivalen har SPOT på mange måder altid været en stor festival i små miljøer, og det har derfor været vigtig for os at sikre et format, der både overholder regeringens restriktioner på risikoniveau 4, og som samtidig er tro mod det, som SPOT kan og skal. Det er derfor med positive forventninger og små sommerfugle i maven, at vi åbner for årets billetsalg – vi har nemlig et SPOT 2021 i støbeskeen, som vi tror på, og som kan være med til at stille festival- og musikabstinenserne på en solid og fantastisk måde.

Det har været kernen i vores arbejde de seneste mange måneder, at SPOT 2021 bliver afholdt i sikre rammer, så det bliver en god oplevelse for musikere, branche og ikke mindst for jer, vores kære publikummer. Derfor har vi smidt alle boldene op i luften, og tænkt gode, konstruktive tanker, der har dannet grundlaget for, at SPOT 2021 bliver en unik og god musikoplevelse. 

Vi har store forventninger til den kommende sommer – og vi glæder os så meget til at byde jer velkommen til SPOT 2021 den 17. – 19. juni. 

KØB DIN BILLET HER

Alle der har krav på en billet, enten på grund af overførte billetter fra SPOT 2020 eller i forbindelse med konkurrencer, vil få tilsendt deres billet i løbet af de næste par uger.

SPOT 2021 får ny dato!

OBS!! Den nye dato for SPOT 2021 er 17. – 19. juni 2021.

År 2020 har på ingen måde været musikkens, musikernes og den samlede branches år. Det er en klokkeklar konsekvens og eftervirkning af Covid-19 og de restriktioner, som den har medført. Hos SPOT er vi derfor også opmærksomme på, at de musikalske lag, som vi præsenterer, er hårdt ramte. Alt for mange står over for unødigt store karrieremæssige og økonomiske udfordringer og hindringer – ikke mindst tab af formidlingsmæssig momentum.

“Derfor må vi insistere på, at sikre – så mange som muligt – adgang til den nyere danske musikproduktion. SPOT vil igen i 2021 bidrage til at skabe et nationalt samlingssted for dansk og nordisk musiks fineste og største talenter, et nysgerrigt publikum og en dedikeret musikbranche”, udtaler SPOTs leder, Gunnar K. Madsen. 


Alle der har fået deres billet overført fra 2020 har fået direkte besked, men er velkomne til at kontakte SPOT på billet@spotfestival.dk vedr. spørgsmål. Billetsalget til SPOT 2021 forventes at starte i den første uge af januar 2021. 

SPOT 2021: Ansøg nu!


Vi kan med stor glæde meddele, at vi dags dato har åbnet op for ansøgningsrunden til at spille på SPOT Festival, der afvikles i perioden 17. juni 2021 – 19. juni 2021. ANSØG INDEN 07. JANUAR 2021 kl. 23:59 – vi glæder os ualmindeligt meget til at høre fra jer.

ANSØG HER // APPLY HERE

OM SPOT 2021
Store dele af musiklivet er blevet hårdt ramte af covid-19 pandemien. De bærende forretningsstrukturer, der er rammen om Danmarks moderne rytmiske musikproduktion, er i knæ grundet sundhedspolitiske beslutninger.

Fremtidens kulturelle forretningsstrukturer vil i stort omfang overleve og udvikle sig løbende.

På de konkrete planer skal vi alle – dikteret af de myndighedsmæssige omstændigheder – dygtiggøre os i omstillingens ædle kunst og tilpasse os de til enhver tid gældende resktriktioner og vilkår så fleksibelt og effektivt, som muligt.

SPOT Festival ser det som sin opgave at styrke nyere, dansk-produceret musiks position og potentiale både nationalt og internationalt.

SPOT Festival vil derfor i 2021 blive planlagt ud fra de arrangement-mæssige vilkår, der er gældende nu, og vi vil bestræbe os på at skabe den bedst mulige SPOT-oplevelse ud fra de rammer og restriktioner, som vi bliver pålagt.

Sammen med vore mange samarbejdspartnere vil vi forsøge at skabe en stærk platform også i 2021, der bredt kan formidle de nyeste strømninger inden for musikken og samtidig fastholde et SPOT+, hvor vi kan mødes og dele viden om vore fælles kulturfaglige udfordringer.

Vi er glade og overvældet af alle de positive og forventningsfulde tilbagemeldinger, som vi har fået – både fra musiklivet og publikum, og vi glæder os enormt meget til at byde velkommen på SPOT 2021.

Vi er også overbeviste om, at alle vil have forståelse for, at heller ikke i 2021 bliver alting som før Corona-krisen satte ind, men sammen kan vi gøre vores bedste for at komme videre, lære, dele viden og ideer og understøtte dansk musiks stærke position nationalt og internationalt.

Gunnar K Madsen

Leder af SPOT Festival