Søren Krogh Thompson

Udpeget af MXD
Udpegningsperiode: 2017 – 2021

  • Chef for Playground Music gennem 15 år
  • Aktiv i MPO, Gramex, IFPI, MXD-bestyrelserne
  • Har arbejdet i Advice Media & Marketing som ansvarlig for redaktion, produktion, distribution og konceptudvikling
  • Uddannet på Handelshøjskolen i Aarhus

Anna Lidell

Udpeget af DPA og DJBFA
Udpegningsperiode: 2019 – 2023

  • Formand i DJBFA – komponister og sangskrivere 2019
  • Næstformand, Koda 2019 –
  • Bestyrelsesmedlem, SPOT Festival 2020 –
  • Medlem af advisory board, Kulturmødet Mors 2019 –
  • Komponist, sangskriver og producer med 15 års erfaring som udøvende og skabende musiker.

Marianne Troelsgaard Jensen

Udpegningsperiode: 2018 – 2024

  • Administrationschef på Maltfabrikken i Ebeltoft.
  • Tidl. Produktionschef på Food Festival i Aarhus – 2012-2018.
  • Tidl. Projektleder af Åh Abe (open air koncerter for børn) , Grøn Koncert og Cirkus Summarum – 1995-2012.
  • Har mangeårig erfaring fra A-Z med store events (udvikling, planlægning og produktion/afvikling)

Anja Pil Christoffersen

Bestyrelsesleder – Udpegningsperiode: 2019 – 2023

  • Sangskriver og artist –  under kunstnernavnet ANYA
  • Cand.jur. med speciale i ophavsret
  • Jurist i advokatfirmaet Riemann, arbejder primært på musikområdet, og beskæftiger sig bl.a. med rettigheder, kontraktforhandling og synkronisering til film- og tv-produktioner.

#WeMakeEvents: Eventbranchen lyser rødt!

I aften markeres musik- og eventbranchens Covid-19-skabte krise landet over.
Den politiske beslutning om at lukke drastisk ned for størstedelen af de eventbaserede sociale rum har afsæt i sundhedsmyndighedernes risikovurderinger.
Men de økonomiske følgevirkninger af disse beslutninger er katastrofale for hele området her og nu, fordi tusindvis af mennesker både i og bag rampelyset mister hele deres levegrundlag eller får det voldsomt beskåret. På den lange bane udhules eller ligefrem nedbrydes hele det frie musikområdes bærende strukturer, som udsigterne er lige nu. De strukturer, der sikrer publikum adgang til de store og små musikoplevelser.
Måske er det en politisk trøst for nogen, at katastrofen har ramt hele verden og således ikke opleves som en ren national nedtur. Men problemet vil vise sig i de kommende år – hvor musikken skal ud til borgerne igen. Kun den del af den danske musikproduktion, der er begunstiget af faste offentlige rammer, ansættelser og sikre produktionsvilkår, kan se fremtiden relativt trygt i møde.

Den store del af den folkelige musik, hvor samspillet mellem velfærdssamfundets kommercielt-baserede drivkræfter og offentlighedens økonomiske og strukturelle smidighed er bærende forudsætninger, vil lide ubodelig skade. Det store og brede udbud af musik vil skrumpe ind alene grundet mandefald i produktionen og kortsluttede formidlingsled. Det absurde er, at det vil være en relativ lille økonomisk beslutning at holde hånden under det frie musikliv et år frem i tiden, hvorefter samme musikliv vil have rekonstrueret sig og være i stand til at arbejde videre uden at belaste den offentlige økonomi i større omfang. På samme måde som at Danmarks kulturelle dynamik og produktion er afhængig af stærke offentlige arbejdspladser, er landet tilsvarende afhængigt af de store værdier, der skabes i og af uafhængige, private og kommercielle aktører og det store antal freelancere og deltidsansatte, der, sammen med hæren af frivillige, er grundlaget for hele værdikæden.
Det røde lys i aften bør derfor kun være overgangen til et klart grønt lys fra politisk hold, om at være med til ikke at gøre ondt meget værre, end det er nødvendigt.
Gunnar K. Madsen

Et markant kulturelt statement – midt i en corona-tid

“Musikalske Postkort fra Aarhus” præsenterer både byens kulturelle fyrtårne og musikalske vækstlag
Midt i corona-pandemiens hærgen og nedlukning af det danske kulturlandskab, går et samarbejde fra Aarhus i stik modsat retning.
Her har Aarhus Kommune sammen med SPOT Festival og Promus (Produktionsselskabet for Rytmisk musik i Aarhus) taget et ganske usædvanligt kulturpolitisk initiativ:
10 væsentlige aarhusianske kulturinstitutioner præsenteres gennem et video-samarbejde med 10 væsentlige talenter fra byens gærende musikliv. Et cross-over-produkt kaldet ”Musikalske Postkort fra Aarhus”, der brander byens vilje og evne til at støtte op om sin lokale kultur af ikoniske fyrtårne og talenter.
Det betyder, at man kan opleve metalgruppen BAEST på byens kunstmuseum, ARoS. Jazzduoen Svaneborg Kardyb danner klangbund med Den Gamle By. KH Marie (Marie Højlund) trives i den kreative smeltedigel på Sydhavnen. Og så videre…. 10 viiidt forskellige fortællinger om en by og et kulturmiljø, der står ved hinanden – hvor deltagerne selv har været med til at definere udtryk og indhold i fortællingerne.
En proaktiv kommunal respons på covid-19
– Det er en proaktiv kommunal respons på covid-19 krisen, siger SPOT Festivals leder Gunnar Madsen.
– Covid-19 pandemien har slået hårdt ned på kulturens verden. Kunstnere på alle niveauer er hårdt ramte økonomisk og på deres mulighed for at skabe synlighed omkring sig. Og private koncertarrangører, offentlige events og en række store og små kulturinstitutioner er tilsvarende ramte på deres forretningsmodel: publikum.
– Så dette er et stærkt signal, hvor byen har været tvunget ind i en død periode og som svar vælger at støtte kukturen aktivt: Midt i nedlukningerne og begrænsningerne investerer kommunen i kulturen ved at støtte de etablerede kulturinstitutioner vi har, og støtte de vækstlag, der skal forme fremtiden (alle deltagende acts har fået et honorar for at være med, red.), siger Gunnar Madsen og kalder det en dobbeltsidet fortælling om kulturinstitutioner og vækstlag.
Initiativet er en videreudvikling af SPOT Festivals oplæg og idé med Kulturby 2017’s Legacy-strategi, og støtter dermed op om en overordnet genstart af kulturen i Music City Aarhus 2022.
De 10 musikalske postkort
Rigmor X Kvindemuseet
Iswaal X Godsbanen
Gurli Octavia X Train
KH Marie X Sydhavnen
Who Killed Bambi X Teater Gruppe 38
Total Hip Replacement X Naturhistorisk Museum
Svaneborg Kardyb X Den Gamle By
BAEST X ARoS
Josephin Bovien X Moesgaard Museum
Athletic Progression X Institut for (X)

Farvel, Jan – og tak!

Jan Sneum er her ikke mere.Jans bortgang kom ikke uventet, men ikke desto mindre smertefuldt for familie og venner og de utroligt mange mennesker, som Jan gennem sit professionelle virke kom i berøring med.
Jans arbejde i musiklivet var uvurderligt for et væld af unge kunstnere: Hans dybe tillid til de unge kunstneres ambitioner og evner var bundløs, ligesom hans respekt for de mange kunstneriske udtryk – uanset genre eller niche – var nagelfast.
Som formidler var han afklaret, velforberedt og ubestikkelig målrettet på sin helt egen elskelige og empatiske facon.
Jans indsats for musikken gennem sin tid i DR vil mange kunne bevidne og tænke tilbage på med stor respekt og taknemmelighed. Sammen med andre gode og dygtige radiofolk var Jan inkarnationen af det daværende DR’s bedste side: evnen og især viljen til at stå vagt om kunstnerisk diversitet og integritet. Empati for det skæve og kantede. Lydhørhed ganske simpelt.
Men Jan bidrog og hjalp også uegennyttigt til på mange andre platforme. Gennem flere år et skattet medlem af ROSAs kunstneriske udvalg. Og altid en loyal supporter af SPOT festivalen – både i tanker og handling. Jan var også en meget aktiv person omkring stiftelsen af MXD – Music Export Denmark. Hans dybe kærlighed til de nordiske musikscener var en del af hans journalistiske og personlige DNA. Jans dedikerede  indsats i europæisk broadcasting var betydende og internationalt værdsat.
Jan nåede meget fortjent at modtage flere nationale og internationale priser for sit mangeårige virke.
Sygdom trak hårde veksler på Jans naturlige livsvilje. De sidste år var svære, men Jans ukuelighed satte ham i stand til at være virksom til det sidste.
Alle hos ROSA og SPOT, der kendte Jan, oplever en tristhed og et savn af ham. En lille trøst er det, at ildsjælen i hans personlighed vil lyse kraftigt og langt ud i fremtiden stadig vil lune og vise vej for alle, der holder af musik.Gunnar K. Madsen
– – –
Foto: Agnete Schlichtkrull, DR

Før Reeperbahn Festival: Dansk fokus i en corona-tid

Trods coronaens fortsatte hærgen er Danmark stadig fokus-land ved den store tyske branchefestival, der starter i morgen
Det bliver og er allerede ekstra fokus på Danmark, når der i morgen åbnes op for fire dages musikfestival i Hamburg. Reeperbahn Festivalen bliver ikke så stor som oprindeligt planlagt –branchedelen bliver udelukkende online i år – og de koncerter der gennemføres, bliver med kraftig skelen til corona-sikkerhed og begrænset tilskuerantal.
Men dansk musik er fortsat i fokus, og kommer det allerede fra start, hvor det store åbningsarrangement onsdag, ”The Doors Open Show” har Tina Dickow på rollelisten både som musiker og i et debat-forum sammen med såvel tyske som danske deltagere fra det politiske liv og musikkens verden – altsammen for at diskutere den store krise musiklivet pt. befinder sig i. Det bliver i et program med internationale online-talere, overrækkelse af Reeperbahn Festivalens internationale pris m.v. (åbningshowet livestreames både af Reeperbahnfestivalen selv og via MXD’s Facebook).
Senere onsdag er Tina Dickow også i fokus for festivalens åbnings-koncert, ”The Doors Open Concert” på en festival hvor Calby, Nicklas Sahl, Drew Sycamore, Be Svendsen og Baby In Vain udgør det øvrige danske program.
Og så fortæller den foreløbige mediedækning også på, at der bliver lagt mærke til den danske musik: NDR (Norddeutscher Rundfunk) har allerede portrætteret Tina Dickow (klik her),  samme NDR laver sessions de kommende dage med Nicklas Sahl, Drew Sycamore, Calby og interviewer MXD-boss Thomas Rohde, Messed Up Mag interviewer Drew Sycamore og Baby In Vain, både Nicklas Sahl og Drew Sycamore skal lave In Bed With-sessions, og kultursitet Westzeit interviewer Drew Sycamore. Branchemagasinet MusicWoche har set nærmere på den danske scene – og mere er under udarbejdelse.
Samtidig er der lavet aftale om at dansk musik kommer til at fylde ekstraordinært meget i programmet på næste års Reeperbahn Festival – inklusive mange af de programpunkter, der ikke blev plads til i år.
De danske koncerter:
Onsdag:
16:30 @ Festival Village / Fritz Bühne – Drew Sycamore
18:45 @ N-JOY Reeperbus / Spielbudenplatz – Drew Sycamore
19:00 @ Molotow / Backyard – Baby In Vain
20:30 @ Knust / Lattenplatz – Drew Sycamore
21:45 @ Stage Operettenhaus – Tina Dickow
Torsdag:
15:15 @ N-JOY Reeperbus / Spielbudenplatz – Calby
15:30 @ Spielbude XL – Nicklas Sahl
18:00 @ Knust / Lattenplatz – Calby
22:15 @ Resonanzraum –  Calby
Fredag:
15:00 @ N-JOY Reeperbus / Spielbudenplatz – Nicklas Sahl
19:30 @ St. Pauli-Kirche – Nicklas Sahl
Lørdag:
21:30 @ Spielbude XL – Be Svendsen

Tysk radiostation sætter fokus på dansk musik

Radio- og video-kampagner med SPOT-navne har givet de første udslag Den tyske Radio Sputnik, der sender i Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thyringen-området,  sætter i hele næste uge fokus på dansk musik med daglige indslag og interviews – det sker bl.a. med præsentation af navne som MØ, Lukas Graham og Hugo Helmig, men også via interviews med Lydmor, den tidligere Dúné-sanger og nuværende Liberty-frontfigur Mattias Kolstrup og den dansk-græske sanger Athina.De sidste tre navne er kommet på Sputniks radar i forbindelse med de to forskellige kampagner som SPOT Festival, ROSA og vores tyske partner FACTORY92 – med støtte fra MXD –  har søsat siden slutningen af april, i mangel af den fysiske SPOT festival. Dels en radio-plugging kampagne i Tyskland, Østrig, Schweiz rettet mod over 300 stationer (offentlige radiostationer, lokalradioer/college radiostationer og specialshows samt relevante tysksprogede online-stationer). Og dels en kampagne med video-sessions, som de SPOT-relaterede kunstnerne har optaget under coronaens hærgen, og som er sendt til over 3000 musikbranche-kontakter world wide. Lydmor, Mattias Kolstrup og Athina har medvirket i begge kampagner. Radio Sputnik er en kanal rettet med ungdoms-publikummet i Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thyringen-området i det østlige Tyskland. Kanalen har omkring en kvart mio. daglige lyttere og har gennem mange år været helt fremme i skoen, når det gælder præsentation af international ny musik. Nu vil stationen så grave lidt dybere ned i den danske musikscene med daglige indslag i stations aftenprogram POPKULT. I den forbindelse siger SPOT’s leder Gunnar Madsen:
“For SPOT er det vigtigt, at vores stærke position i Tyskland, på trods af corana-krisens lammelse af live-scenerne, fortsat bruges til at stimulere og styrke dansk musiks internationale muligheder. Vi glæder os over, at vores partnerskaber og kampagner for dansk musik fungerer positivt og effektfuldt.” Kampagner kører fortsat Fire radio-kampagner med hver med hver deres tema og tre video-session-kampagner har fremstødet budt på (se links nederst). De sidste på både radio- og video-fronten er først blevet søsat inden for den seneste uge, så der forventes stadig tilbagemeldinger og resultater i de kommende måneder. Indtil nu har 43 tyske medier + medier i Østrig, Schweiz, USA og Norge reageret på kampagnerne. Her er et udpluk: – 917xfm har haft SPOT-navnene  Soleima og brenn. (NO) i ugelang rotation (privat ungdoms/alternativ radiostation i Hamborg – 120.000 daglige lyttere). – Blogrebellen har skrevet artikel om Athletic Progression og har playlistet Lil Halima (NO). (alternativ kulturblog) – Kulturnews skriver artikel om fremstødet/nordisk musik (kulturelt månedsmagasin, oplag +200.000) – Radio Fritz har spillet Lydmor, Greta, Marshall Cecil og ELBA (offentlig radiokanal for Berlin og Brandenburg-området – knap 300.000 daglige lyttere) – RBB Radioeins har interviewet SPOT-leder Gunnar Madsen om initiativet og dansk musik under corona-tiden (offentlig radio, +400.000 daglige lyttere –  Berlin og Brandenburg-området).
– Campus FM (Essen) har haft Amanda Tenfjord (NO), Batsheba, Mekdes, Ida Laurberg, Yaeger og Greta Svabo Bech i rotation. – Afk max (Nürnberg) har spillet Lil Halima (NO), ELOQ, Jesse Markin Pasha x Coucheron (NO), Blaue Blume, brenn. (NO), MoonBee, Rangleklods, Atusji, Lydmor og Athina. – Ego FM (alternativ station – München) har haft Lydmor og Greta i rotation – og arbejder på “landefokus”-program på Danmark. – OK Lübeck FM (Nordtyskland)  har haft Blondage og Amanda Tenfjord (NO) i rotation. – Uniradio Mainz (College radio, Mainz) har haft ELOQ, JJ Paulo, Pasha x Coucheron (NO) og Lil Halima(NO) i rotation.

SPOT og FACTORY92 har kørt fire radio-kampagner.
Se hvem og lyt ti

Forsøgs-koncert i Leipzig kan få betydning for dansk musikliv

ROSA, SPOT og Strøm er med blandt de 4200 tilskuerne lørdag i Leipzig Arena, der skal være med til at klarlægge smittespredning under koncerter og give information om hvordan smittespredning kan undgås“Vi er bagud med forsøg på live-området herhjemme”, siger Gunnar Madsen, leder af SPOT og ROSA og formand for Strøm, forud for deltagelsen.

4200 tilskuere til koncert – et tal der virker helt astronomisk i disse corona-tider. Men det sker i morgen i Leipzig, hvor den tyske popstjerne Tim Bendzko giver koncert. 

For en gangs skyld er musikken ikke det egentlige centrum – det er tilskuerne. De 4200  er udvalgt efter frivillig tilmelding. Alle skal være testet negativ for COVID-19 kort før koncert-start, og under koncerten vil hver af de 4200 (i alderen 18 til 50 år) dels være udstyret med en lille tracker og dels have skyllet hænder i flourescerende håndsprit. Det vil både fortælle om tilskuernes bevægelsesmønstre og  tæthed under store koncerter  – og også indikere, hvordan en virus kan sprede sig under en koncert.

Forskningsstudiet – der også omfatter en koncertdel med 2000 tilskuere med 1,5 meters afstand til hinanden – hedder Restart-19 og er finansieret af  delstaterne Sachsen og Sachsen-Anhalt, og når de enorme mængder af indsamlet data er analyseret, kan de få stor betydning for live-scenen – også herhjemme.

“Vi er bagud med forsøg på live-området”
– Vi deltager og kan kun bakke op om forsøget, for vi er bagefter herhjemme, når det gælder forsøg med livearrangementer,, siger ROSAs og SPOTs chef Gunnar Madsen.

– Vi vil gerne både støtte og styrke forskningen omkring koncerter og adfærd. Jo mere information vi kan finde frem til, jo bedre vil det være for vores vidt forgrenede live-scene herhjemme.

Gunnar Madsen er allerede i dialog med direktøren for Statens Institut for Folkesundhed, Morten Grønbæk, hvor resultaterne fra Leipzig skal diskuteres og viderebehandles til brug på den hjemlige live-scene. Gunnar Madsen håber på den baggrund efterfølgende at kunne komme i dialog med Kulturministeriet om nødvendige forskningsmæssige initiativer for den danske livescene. 

– Det er et  vigtigt arbejde, der pt. gøres fra livebranchens side for at udrede koncert-scenens udfordringer i forhold til corona-krisens økonomiske konsekvenser. Men det er også vigtigt, at vi så tidligt som muligt forholder os til krisens alvorlige langsigtede perspektiver, og hvordan vi bl.a. gennem øget forskning kan få genskabt optimale rammer for “det normale”, sociale koncertliv. Det er vigtigt for musikken, men måske endnu vigtigere for publikum, slutter Gunnar Madsen.

SPOTs booker Albert Helmig og Strøms sekretariatsleder Maja Kring Schørring repræsenterer  ROSA og SPOT ved arrangementet.
– – –
Foto i top: Den tyske popstjerne Tim Bendzko er på scenen i morgen – men det er tilskuerne, der er i det virkelige fokus.