Menneskerettighedernes 70 års fødselsdag markeres med unik koncert

Mandag 10. december fylder menneskerettighederne 70 år. Det fejrer Amnesty med en eksklusiv koncertoplevelse på Bremen Teater i København, hvor Katinka, Silas Bjerregaard (Turboweekend), Kill J og Mads Damsgaard(Goss) synger deres sange i nye og hudløst rå udgaver – kun støttet af tonerne fra Gustaf Ljunggrens flygel.

Koncerten sker i samarbejde med SPOT festivalen og de populære Naked-sessions – en SPOT-begivenhed, der denne aften ekstraordinært kommer til hovedstaden for at støtte op om Amnestys markering af jubilæet. Der er tale om en helt særlig koncertform, hvor kunstnerne går linen ud og præsenterer deres kendte sange i et helt nøgent og personligt arrangement.

Arrangementet på Bremen er en del af en større kampagne i 70-året for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, hvor Amnesty tager den grundlæggende fortælling om menneskerettigheder op med den danske befolkning: Hvad er menneskerettigheder egentlig? Hvorfor er de vigtige at værne om? Hvordan ville vores liv se ud uden dem?

Det er meget bevidst, at musik er en del af fejringen, fortæller Amnestys generalsekretær Trine Christensen:

”Musik og menneskerettigheder kan noget særligt sammen, og Naked skærer musikken ind til benet for at røre og ramme publikum og kunstnerne selv på en anderledes måde. Det samme forsøger vi at gøre med menneskerettighederne, hvor vi kredser om den helt enkle fortælling: At menneskerettighederne tilhører os alle – og at de stadig er det bedste bud på en tryg hverdag og en sikker verden, hvor vi kan tænke, tale og leve frit sammen”.

Naked har de sidste otte år været en stor succes ved SPOT festivalen, og det er første gang, at konceptet præsenteres i et andet regi.

”Vores fælles behov og glæde ved at spille og lytte til musik kræver frihed. Men frihed er kun en drøm for alt for mange – frihed er ikke en selvfølge for alle. Vi hylder enhver indsats og beslutning, der kan styrke det enkelte menneskes frihed – fra den danske grundlov til det internationale arbejde for menneskerettigheder”, siger SPOTs leder Gunnar Madsen om arrangementet.

Koncerten begynder klokken 20 og slutter cirka 21.30. Overskuddet fra koncerten går til Amnestys arbejde for menneskerettighederne.
Billetter kan købes på www.ticketmaster.dk.

Katinka
Krads ærlighed og musikalsk eventyrlyst har etableret Katinka som et elsket navn blandt kritikere, radiolyttere og koncertgængere. Hun og hendes band vandt Karrierekanonen i 2015 og udkom sidste år med debutalbummet ”Vi er ikke kønne nok til at danse”. Sanger og sangskriver Katinka Bjerregaard har konstrueret et lyrisk og musikalsk univers, hvor alle de små forbitrede følelser får lov at flyde frit. Den poetiske og eksperimenterende popmusik har ikke bare ramt radiostationernes playlister, men også landets spillesteder, hvor de har spillet for fulde huse. Katinka spillede til SPOT Naked i 2017.

Silas Bjerregaard
Silas Bjerregaard er kendt som forsanger i bandet Turboweekend, der siden 2006 har udgivet fire anmelderroste albums og spillet utallige koncerter, både i og uden for Danmark. Bandet vandt en Danish Music Award som årets danske livenavn i 2011. Efter 12 år med Turboweekend er Silas Bjerregaard klar til sin første solo-turné og vil i april-maj 2019 spille 18 koncerter i Danmark. Han er lige nu medvirkende i tv-programmet “Toppen af Poppen”. Silas Bjerregaard spillede til SPOT Naked i 2012.

Kill J
Bag aliaset Kill J er den klassisk trænede sangerinde, sangskriver og pianist Julie Aagaard. I 2017 underskrev hun en international aftale med Nettwerk Music Group (Father John Misty, SYML, Passenger) og efter et års kreativ isolation, er hun ved at være klar med debutalbummet ’Superposition’, der er blevet til i samarbejde med topproduceren Liam Howe (FKA Twigs, Lana del Rey). Første single fra albummet, ”Strange Fruits of the Sea”, udkom 17. august. Kill J spillede til SPOT Naked i 2015.

Mads Damsgaard Kristiansen
Goss (Mads Damsgaard Kristiansen) udgav sidste år sin debut-ep “Healthcare”, der blev spillet på BBC Radio 1 Music og fik ros og omtale fra internationale medier som DIY Magazine m.fl. Goss har siden spillet på Roskilde Festival og været på Europa-turné som support for Mura Masa og SOHN. I projektet møder uptempo-produktioner melankolske melodier og de atypiske sammensætninger bidrager til et detaljerigt, komplekst lydlandskab, som Gaffa har kaldt “synthforvredent sci-fi-r’n’b”. Mads er en erfaren performer kendt for højenergiske koncerter. Han spillede til SPOT Naked i 2014.

Gustaf Ljunggren
Gustaf Ljunggren (multiinstrumentalist) har været kunstnerisk omdrejningspunkt for SPOT Naked Sessions siden konceptets begyndelse. Han er uddannet saxofonist på Rytmisk Musikkonservatorium i København og har spillet sammen med mange danske og internationale musikere, herunder C.V. Jørgensen, Outlandish, Steffen Brandt, Eivør og Robyn. Han modtog i 2015 Ken Gudman Prisen. Ljunggren har på klaver akkompagneret – og har skrevet de musikalske arrangementer til – samtlige artister, der har optrådt til SPOT Naked.