Ansøgningsrunden til Folk Spot Denmark 2022 er åben

Schweizerhalle i Tønder dannede rammen om seks stærke Folk Spot-koncerter i slutningen af august, og på trods af savnet til støvet fra pladsen på Tønder Festival, så var både musikere og publikum glade. 

Nu er vi så nået til den tid på året, hvor vi igen søger vidt og bredt efter de næste talenter inden for folk og roots-genrerne, som går rundt med drømmen om at spille til Folk Spot Denmark-showcasen på Tønder Festival 2022 d. 25.-28. august. Otte bands og/eller solister vil blive udvalgt til at spille en showcase-koncert for en gruppe særligt inviterede internationale branchefolk, journalister, bookere, managers m.fl. – samt det gæstende og festivalglade publikum.

Ansøgningsrunden til Folk Spot Denmark er åben indtil d. 21. december 2021 kl. 12.00. 

Vi glæder os til at lytte til jeres bidrag, og skulle der være nogle spørgsmål kan de rettes til Rasmus Wehner fra SPOT Festival på email: rasmus@spotfestival.dk eller telefon: 40 59 84 44.

Folk Spot Denmark er arrangeret med støtte fra KODA og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.