Lør 6. maj 14:00 | Dokk1 – Lille sal

Vi kender protestsangeren og initiativer som Live Aid, hvis politiske og sociale statements fremstod utvetydigt. Protestsangeren har ikke den samme gennemslagskraft i dag, hvor populærmusikken er domineret af pop med mere letfordøjelige tekster. Men betyder det nødvendigvis, at holdninger ikke eksisterer eller eksponeres blandt verdens musikere? Det har vi inviteret den internationalt anerkendte musikjournalist David Fricke, fra Rolling Stone Magazine, radiovært, DJ, pladeselskabs- og radioejer Le Gammeltoft og journalist på DR, Carsten Ortmann, ind til en diskussion omkring.

Deltagere:

David Fricke
David har siden 1977 skrevet for USA’s hæderkronede musik- og samfundsmagasin Rolling Stone – i dag som senior writer. Pennen er der intet i vejen med: den er to gange blevet hædret som vinder af ASCAP-Deems Taylor-prisen for ypperlig musikjournalistik, og Frickes ord står desuden hjemme på mange pladehylder, fordi han har skrevet baggrundsinformationen v. de store cd-genudgivelser med bl.a. Velvet Underground, Led Zeppelin, Metallica, Ramones, The Byrds … og The Savage Rose.

Carsten Ortmann
Carsten er en af landets skarpeste formidlere af musik og filosofi. Mangeårig tilrettelægger og vært på DR Radio i programmer som Supertanker på P1, Eksistens på P1 og diverse musik- og kulturprogrammer på P1, P2 og P8. Uddannet cand.mag i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet. Musiker i JP & Yeti, Picnic, Guttermændene, Shirtsville, Tintin & Hårtørrerne, Hunk Ai, Fullface Storband.

Le Gammeltoft
Le er DJ og tidligere radiovært på blandt andet programmerne Smag på P3 og Unga Bunga på DRs P3. Le Gammeltoft er uddannet cand. mag. i engelsk samt moderne kultur og kulturformidling, fra Københavns Universitet. I 2014 startede Le Gammeltoft sin egen radio, Heartbeats.dk, som i 2015 blev udvidet med et online Kultursite.