Lør 6. maj 11:00 | Dokk1 – Store sal

Kan musik være med til at gøre mennesker sundere? Musik under operationer, sansefødestuer, ambulancemusik, ordineret musikterapi mod depression er blot nogle eksempler på, at musik bruges til at fremme danskernes sundhed.  Susi Hyldgaard fra DJBFA, som lige nu kører det landsdækkende projekt Musik og Sundhed, Helle Nystrup Lund, Musikterapeut og Ph.D Studerende ved Aalborg Universitet vil deltage i oplægget, som bliver krydret med en optræden af Ester Brohus, som bruger meget af sin tid på at spille koncerter i fængsler og institutioner. Ester vil desuden også deltage i snakken med afsæt i egne erfaringer.

Deltagere:

Helle Nystrup Lund
Helle er Ph.d. studerende og jazzpianist. Hun har studeret på Berklee College of Music i USA og har desuden en baggrund som Cand. Mag. i musikterapi fra Aalborg Universitet. Hun er ansat som musikterapeut i psykiatrien på Aalborg Universitetshospital, hvor hun i mange år har arbejdet med mennesker i akut psykisk krise. Sideløbende arbejder hun som musiker, dels som pianist i det aalborgensiske Swing Time Big Band og dels med sin egen jazztrio, Helle Lund Trio, som har turneret i ind- og udland.

Ester Brohus
Ester Brohus har i sin 30-årige karriere fundet inspiration til sine numre gennem de mange skæbner, hun har mødt på sin vej, og hun formår at binde en række skæbnefortællinger sammen i et unikt og udfordrende musikalsk univers, hvor hun med stædighed holder fast i sine rødder og musikalske udtryk fra country og folk musikken.

Susi Hyldgaard
Susi er udover sit virke i DJBFA, også komponist og sangskriver og uddannet Bachelor of Arts ved Københavns Universitet. Susi har haft utallige tillidsposter i forskellige musik organisationer, og hun er lige nu også formand Komponistforeningen DJBFA for danske komponister og sangskrivere og bestyrelsesmedlem i både Koda og Rosa.