Søn 7. maj 16:45 | Øst for Paradis – Sal A

Som en del af Spot i Paradis – filmprogrammet under Spot – vises alle seks afsnit af den nye webserie Morten Fiz Fiz, der er produceret af lokale, århusianske talenter. Holdet bag består blandt andet af instruktør Sebastian Gerdes, der er færdiguddannet fra den nye filmuddannelse i Aarhus, Multiplatform Storytelling and Production, og producer Jonathan Langelund, fra det nyopstartede produktionsselskab New Tales.
Morten Fiz Fiz tager fat i livet efter reality og handler om Morten, der drømmer om at blive skuespiller. Serien er en webserie i mockumentary-formatet og læner sig både i udtryk og humor op af serier som The Office og The Comeback, dog med et klart århusiansk islæt. Serien bliver vist som del af filmprogrammet på dette års SPOT Festival, men kan også streames gratis på http://tvtonic.dk/ hjemmeside.