Celebration Records & DevilDuck Records Labelnight

Fre 5. maj 19:00
Dome Of Visions

Celebration Records fra Odense og DevilDuck Records fra Hamborg præsenterer Labelnight 2017.

De to pladeselskaber er gået sammen om at præsentere udvalgte navne fra de to labels, og inviterer sammen med Dome of Visions indenfor til en hyggelig og uformel aften i musikkens tegn. Denne aften er for både dig og mig. Alle er velkomne – både med og uden SPOT Festival armbånd.

Programmet byder blandt andet på:

Arbirk (DK)

Arbirk er det senest tilkomne medlem af Celebration familien. De tilbyder lytteren en ærlig, sårbar og nærværende oplevelse, hvor forsanger Rasmus Arbirk lader sine masker og facader falde. Tilbage står modet til at fokusere på det upolerede og rå i såvel de kontrastfulde tekster som musikken, der i alt dets skrøbelighed får en ekstraordinær styrke. Arbirks musikalske og lyriske univers bliver på den måde en befriende følelse, hvor fejl og skønhed dyrkes i ambitionen om at håndtere og behandle historierne om kærlighed, tab, sorg, vrede og smerte. Debutalbummet udkommer til efteråret.

Burning Velvet (DK)

Burning Velvet fungerer som det musikalske output for singer/songwriter Nicolai Wøldike Schmith. Han holder til i Svendborg og solo spiller han temmelig rå og upoleret lo-fi americana. Hans debutalbum Night Light / Slow Grass udkom i Tyskland den 24. marts og han er netop hjemvendt fra en 11-dages promo-turne i DK, Tyskland og Schweiz med bagagen fuld af oplevelser og nye kontakter. Han har bl.a fået tilkoblet et fast bookingbureau i Tyskland. Denne aften tager han bandet med bestående af Jeppe Højgaard (keys/sax), Anders Wallin (bas) og Tobias Lange (trommer). Forvent en seriøs omgang rockmusik, hvor der bliver gået til stålet og skraldet igennem. Stilmæssigt lander vi et sted mellem Brian Jonestown Massacre og Lou Reed.

In Memoirs (DK)

Bag kunstnernavnet In Memoirs finder vi den unge sanger og sangskriver Morten Fillipsen. Inspireret af tv-serier som Melrose Place, Baywatch og Beverly Hills 90210 inviterer han lytteren med indenfor i sit drømmende og melankolske indiepop univers. Live spiller Morten Fillipsen med Mads Bjørn og Kristian Gadegaard. Debutalbummet udkommer den 19. maj, men vil naturligvis være med når vi præsenterer In Memoirs på SPOT.

Max Paul Maria (DE)

Her har vi at gøre med en singer/songwriter af den gamle skole. Hans sange er blevet til på landevejen og roadtestet på spillesteder i Tyskland, Portugal og Frankring inden de er blevet indspillet med bandet. Hans seneste album udkom i oktober 2016, og det er det album han turnerer med i øjeblikket. Anmelderne kalder ham en reinkarnation af Dylan, og sammenligner ham iøvrigt med Neil Young og Tom Waits.

Son Of Caesar (DK)

På det musiske verdenskort finder du Son Of Caesar lige der, hvor Coldplay møder Taylor Swift. I krydsfeltet mellem melankolien og livsglæden synger han iørefaldende sange om den forvirrende ungdom, den uigennemskuelige kærlighed og lysten til at skride fra det hele.